August 23, 2011

23. august: Loff i Van Mijenfjorden

Loff har siden han ankom til Van Mijenfjorden benyttet flere lokaliteter ved fjorden, men særligt langs nordkysten, hvilket er i modsætning til Niels, som især benyttede sydkysten af fjorden tidligere på måneden. Kortet viser lokaliter besøgt den sidste uge. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

23. august: Niels stadig ved Kap Lee

Siden Niels ankom til Edgeøya den 9. august har han opholdt sig i omegnen af Kap Lee i to uger. Kortet viser positioner indsamlet i ugen fra 17. til 22. august. Bortset fra enkelte besøg på Thomas Smithøyane har han generelt opsøgt de noget højere beliggende dele af området. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

22. august: Ebbe drager sydpå

Ebbes transmitter er også begyndt at logge GPS positioner efter et par uger hvor vi måtte nøjes med doppler positioner. Han tilbragte perioden fra 16. august til i går i området mellem Murchisonfjorden og  Vestfonna gletcheren. De fire nederste positioner viser hans flytning i løbet af formiddagen den 22. august, hvor han først trak mod sydøst og dernæst mod vest. De sidste positioner fra dagen kom fra Wahlbergøya. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

22. august: Fridtjof og Steve er begge på Reinsdyrflya

Gode nyheder fra datanedtagningerne 19. og 22. august. Alle fem fugle på Svalbard har forbedret spænding på batterierne, og alle har logget GPS positioner de sidste par dage. For Fridtjof er det de første positioner baseret på GPS frem for doppler metoden fra august. Fridtjof er stadig på Reinsdyrflya – og Steve har gradvist bevæget sig nordpå fra sin fældeplads i den sydlige del af Woodfjorden via Bockfjorden og østkysten af Woodfjorden til Reinsdyrflya, hvor han har opholdt sig de sidste to dagehere. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

August 16, 2011

16. august: Ebbe også på vingerne

Ebbe's satellitsender var tavs som graven fra 2.-12. august. Den 13. august fik vi en enkelt doppler position fra omegnen af fuglens fældeområde ved Lady Franklinfjorden. Siden da er den fløjet sydpå og var i dag den 16. august i et område mellem Vestfonna gletcheren og Celsiusberget. Kortet viser en kombination of GPS positioner fra 1. august og doppler positioner fra 13.-16. august. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

15.-16. august: Loff rykker mod sydvest

Loff rykker gradvist mod sydvest. Den 15. august var han ved Colesbukta 30 km vest for Longyearbyen og i dag var han trukket mod syd til Bellsund, hvor han var i Kaldbukta om morgenen og ved Van Muydenbukta vest for Ingeborfjeldet om aftenen. Kortet viser en kombination of GPS positioner fra 15. august og doppler positioner fra 16. august. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

August 13, 2011

12. august: Steve bliver i Woodfjorden efter fældingen

Steve havde med sikkerhed overstået fældningen den 3. august, hvor vi har et GPS datapunkt som fortæller han fløj 48 km/t. Han var allerede ret mobil dagen før, så han var nok allerede på vingerne den 2. august. I modsætning til de andre tre Svalbard-gæs er Steve blevet i omegnen af fældelokaliteten i Woodfjorden. De andre som også har overstået fældningen fløj straks andre steder hen (Niels, Fridtjof og Loff). Kortet viser GPS positioner indsamlet efter fældningen i perioden 2.-12. august. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

August 11, 2011

4.-10. august: Fridtjof og Loff forlader fældepladserne

Vi har stigende problemer med spændingen på batterierne i nogle af satellitsenderne. Alle senderne skiftede den 1. august fra lav intensitets sommer protokollen til høj intensitets protokollen, vi bruger under trækket. Ideelt skulle dette resultere i at vi dagligt får 11 GPS positioner, der opsendes til satellitterne hver tredje dag. Men både Fridtjofs og Loffs sendere har undladt at logge GPS positioner de fleste dage siden 1. august for at spare på batterierne. Ud fra doppler positionerne vi kan få hver tredje dag, når senderne kommunikerer med satellitterne kan vi dog se at begge fugle har overstået svingfjersfældningen. Fridtjof var den 1. august stadig på fældepladsen på vestkysten af Austfjorden, men den 4. august bevægede han sig gradvist nordover til Wijdefjorden og den 7. august var han på østenden af Reinsdyrflya i den nordlige del af Spitsbergen (øverste kort). Den 7. august var Loff stadig i omegnen af fældepladsen ved Depotlaguna i Nordaustlandet, men den 10. august var han fløjet mod sydøst til Michajlovfjellet, der er en nunantak omgivet af de tre gletchere Hinlopenbreen, Veitebreen og Hønerbreen i Nordøstspitsbergen (nederste kort). Kortene er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

30. juli: Niels er første fugl på vingerne efter fældning

Niels er første fugl der har afsluttet fældningen. 30. juli fløj han mod nordøst fra sit mulige yngleområde ved Van Keulenfjorden via et par nunatakker nord for Sporen til østenden af Van Mijenfjorden nær Svea. Derefter var han et par dage på sydkysten af Van Mijenfjorden - og trak derefter retur til Van Keulenfjorden. Om aftenen den 9. august fløj han mod nordøst til Kap Lee på Edgeøya. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

Midsommerstatus

Knortegæssene forlader forårsrastepladserne i Danmark hvert år i sidste uge af maj og returnerer til efterårsrastepladserne i England og Danmark i løbet af de første tre uger af September (median den 10.). Tredje uge i juli er således ”halvvejs” igennem sommeren i Arktis, og samtidigt det tidspunkt hvor alle gæssene har smidt svingfjerene og er i gang med fældningen. Ovenfor præsenteres to kort, der viser hvor vore 6 fjerede venner fælder 18.-24. juli og nedenfor gives en lille tabel, der opsummerer status samt hvor langt de har bevæget sig (fra afrejse til 18. juli). Alle på nær en gås har tilsyneladende måttet opgive at yngle.  
 Vi har mistet kontakten til to gæs. Jan Ove tabte sin transmitter over Hemsedal (senderen blev indsamlet men uden tegn på at gåsen skulle være omkommet af Endre Ulsaker fra Hemsedal). Magnar har muligvis også tabt sin sender da han trak ud over Nordatlanten den 19. juni – alternativt er han bukket under da han fløj ind i stormvejr og kraftige modvinde på turen over Atlanten.

July 14, 2011

14. juli: Fridtjof ved Austfjorden

Kortet viser Fridtjofs bevægelser i den sidste uges tid, hvor han han har flyttet sig en del rundt på vestkysten af Austfjorden, været ved Vestfjorden og lidt oppe i Wijdefjorden. Sidste observationer fra 13. juli var nedenfor Gråkammen. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

July 13, 2011

13. juli: Ebbe rykker nordpå for at fælde

11. juli trak Ebbe nordpå til Nordaustlandet - og det er derfor nu 100% sikkert at det ikke lykkedes ham at yngle, og han nu er på fældningstræk. 

13 Juli: Steve i Woodfjorden

Kortet viser Steve's bevægelser i den sidste uges tid, hvor han de første fem dage var i Halvdandalen nedenfor Kronprinshøgda og de sidste to dage en anelse længere mod syd langs kysten nedenfor Burovtoppen.  Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

July 10, 2011

9. juli: Loff er "kommet hjem"

Hvis man kan tale om at komme hjem for en knortegås - så må det være der hvor Loff opholder sig i Nordaustlandet. Han har siden den 4. juli befundet sig i omegnen af Ringgåsvatnet, der ligger nordøst for Ringgåsdalen. Ringgås er det norske navn for Knortegås. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

July 9, 2011

9. juli: Steve og Fridtjof på fældningstræk til Svalbard

Om morgenen den 4. juli forlod Steve Grønland og fløj til Woodfjorden i den nordlige del af Spitsbergen på Svalbard (øverste kort). Det er, som antydet tidligere, nu helt sikkert at det ikke lykkedes for Steve og hans mage at yngle i år. Fridtjof har ligeledes opgivet at yngle, efter at have besøgt flere potentielle yngleområder i Nordøstgrønland fra Île-de-France i syd til Kilen i nord. Han fløj ud over Grønlandshavet den 4. juli om eftermiddagen og er nu på vestkysten af østfjorden (nederste kort).

July 5, 2011

3. juli: Niels er mest stedtrofast

I modsætning til Steve og Ebbe, så er Niels stadig meget stedtrofast, hvilket kan tyde på han stadig passer på sin hun, der sidder på en rede. I løbet af den sidste uge har han kun været væk fra Dishogdene en enkelt eftermiddag den 27. juni, hvor han besøgte nunatakkerne ved Arrheniusfjellet og Blankhatten. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

3. juli: har Ebbe også en mislykket ynglesæson?

Ebbe  opholder sig stadig vest for Lomfjorden. Billedet viser hans positioner fra den sidste uge. Et mere detaljeret kig på data fra juni afslører at han i perioden fra 8.-29. juni især opholdt sig på nunatakken Manhøgde, med enkelte daglige besøg i dalen. Efter den 29. juni synes han at være flyttet permanent ned i dalen. Det kunne tyde på han også har en mislykket ynglesæson, medmindre han kun er vagt nær hunnens reden i nattetimerne, hvor GPS-modtageren er slukket. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

July 4, 2011

3. juli: Loff er fløjet til Nordaustlandet

Dette billede sammenfatter Loffs bevægelser siden han forlod Edgeøya den 15. juni, forsøgte at flyve til Grønland 22.-23. juni, fløj retur til Svalbard og var nået til Sassendalen den 28. juni. Han er nu er flyttet nordpå til nordkysten af Nordaustlandet - der sandsynligvis byder gæssene på nogle af de mest barske klimaforhold på Svalbard øgruppen.

3. juli: har Steve forladt Kilen?

Steve har været meget stedtrofast og befundet sig ved foden af Kilen-fjeldene 12.-25. juni, men siden da han besøgt Nakkehoved nord for Kilen to gange (26. og 30. juni) og 2.-3. juli var han flyttet sydpå til Amdrup Land. Medmindre hanner lejlighedsvis drager på længere togter til egnede fødesøgningsområder, mens deres mage sidder på reden, så kan den øgede mobilitet inden for denne relativt korte tidsperiode tyde på en ynglefiasko. Hunnen skal bruge omkring 5 dage til at lægge æggene og 22 dage til at udruge dem, og med en forventet median-klækkedato omkring 7. juli som vi kender det fra undersøgelser på Svalbard (se Madsen, J., Bregnballe, T. & Mehlum, F. 1989: Study of the breeding ecology and behaviour of the Svalbard population of Light-bellied Brent Goose Branta bernicla hrota. Polar Reserach 7, pages 1-21). 

30. juni: Jan Ove fløj over fjeldene - eller han prøvede i hvert tilfælde på det!

I går fik vi vi pludselig et par signaler fra Jan Ove's radiosender - som nu sender fra en lysning i en skov 140 km NV for Oslo. Det viser at han akkurat som Fridtjof og Loff tog en rute fra Oslofjorden op gennem dalene og over bjergene mod det vestlige Norge, eller at han i det mindste forsøgte på at gøre det. Som rapporteret den 5. juni har han måske mistet senderen - ellers har vi en død gås på jorden i Hemsedal. Håber at kunne sende nogle af vores norske venner ud for at undesøge dette snarest.

29. juni: Loff i Sassendalen

Efter hans mislykkede forsøg på at nå frem til Grønland den 23. juni, har Loff i den seneste uge gradvist flyttet sig øst på via Coraholmen i Ekmanfjorden, Kap Wijk og Sauriedalen til Sassendalen, hvor han ankom 28. juni. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

29. juni: Fridtjof rykker nordpå

Siden sin ankomst til Danske Øer i Nordøstgrønland den 14. juni, har Fridtjof flyttet en hel del rundt - og besøgt både Île-de-France, Norske og Franske Øer. Her til morgen har han bevæget sig længere nordpå til Eskimonæs.

28. juni: Niels er stadig ved Van Keulenfjorden

Niels fløj efter hans ankomst til Svalbard næsten øjeblikkeligt ind til bunden af Van Keulenfjorden - og der har han tilbragt det meste af sin tid ved foden af Dishogdene, dog med lejlighedsvise besøg på et par nunatakker mellem gletsjerne Dobrowolskibreen og Liestølbreen. Kunne antyde at hans mage sidder på en rede nær Dishogdene. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

23. juni: Ebbe sidder på en nunatak

Ebbe sidder det meste af tiden på nunatakken Manhøgda vest for Lomfjorden i det nordøstlige Spitsbergen, men lejlighedsvis besøger han dalen nedenfor gletsjeren Skinfaksebreen. Den bedste fortolkning af denne adfærd må være, at hans mage sidder på en rede på Manhøgda 10 km inde i landet fra Faksevågen. Kortet er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard

22.-23. juni: Loff på vej til Grønland

Om morgenen den 22. juni fløj Loff over Longyearbyen kl. 8:00 og mod vest over havet mod Grønland. De tre vestligste prikker er fra den 22. juni kl. 18:00 og 19:00 og 23. juni kl. 07:00. Men han vendte rundt og tilbage til Prins Karls Forland, hvor han ankom 23. juni kl. 18.00. Har ingen anelse om hvorfor han skiftede mening. Stærk modvind? Tåge?

20. juni: Caretaker og Steve slår sig ned for at yngle.

Caretaker og Steve har sandsynligvis begge slået sig til ro for at yngle. Kortet viser positioner fra 12.-19. juni, og at fuglene i den periode har opholdt sig indenfor meget begrænsede områder henholdsvis på Prinsesse Thyra Ø (Caretaker) og de indre dele af Kilen (Steve). Som tidligere nævnt på bloggen er det er to kendte yngleområder for lysbugede knortegæs i Nordgrønland.

19. juni: Fridtjof rykker lidt mod syd

Efter flyveturen over Atlanten til Grønland den 14. juni har Fridtjof tilbragt fire dage på Danske Øer, men i de tidlige morgentimer den 19. juni flyttede han mod syd til Île-de-France

18. juni: har Magnar kurs mod Grønland?

Efter hans klatretur over bjergene i det sydlige Norge har Magnar langsomt bevæget sig op langs Norges vestkyst ad en noget mere kystnær rute end de andre gæs, og brugt en del tid på vestkysten af Andøya. 19. juni lige omkring midnat fløj han ud over oceanet og kl. 18:00 havde han bevæget sig 800 km ud over Nordatlanten med en støt kurs mod Grønland. Han stoppede derefter for en pause på mindst fire timer på havet, og kl 22:00 stoppede senderen med at opsende data til satellitterne, så vi bliver nødt til at vente yderligere fem dage før hele historien er i hus.

18. juni: Loff forlader Tusindøerne

Loff blev tidligere omtalt som værende den første fugl vi nogensinde sporede med satellitsendere til Tusenøyane - på trods af at disse øer betragtes som det vigtigste yngleområde for de lysbugede knortegæs. Med den sidste uges data kan vi nu se, at det var kun var et kort besøg. Loff flyttede ret hurtigt tilbage til Edgeøya - og har nu bevæget sig mod nordvest til østkysten af ​​Spitsbergen.

16. juni: senderne skifter protokol

I løbet af sommerperioden vil knortegæssene vil være mindre mobile, enten fordi de yngler og har reder og gæslinger de skal tage sig af, eller fordi de fælder og ikke kan flyve. Derfor har vi fået senderne programmeret så de gemmer færre daglige GPS-positioner og opsender data til satellitterne mindre hyppigt. Så vi er nødt til at vente i to dage før nyheder kommer ud af himlen, om man så kan sige. Vi bruger denne protokol for at undgå at miste for meget kraft på batteriet - så senderne er 'i topform', når fuglene atter begynder at flytte rundt igen efter fældningen eller når deres gæslinger bliver flyvefærdige.