August 11, 2011

4.-10. august: Fridtjof og Loff forlader fældepladserne

Vi har stigende problemer med spændingen på batterierne i nogle af satellitsenderne. Alle senderne skiftede den 1. august fra lav intensitets sommer protokollen til høj intensitets protokollen, vi bruger under trækket. Ideelt skulle dette resultere i at vi dagligt får 11 GPS positioner, der opsendes til satellitterne hver tredje dag. Men både Fridtjofs og Loffs sendere har undladt at logge GPS positioner de fleste dage siden 1. august for at spare på batterierne. Ud fra doppler positionerne vi kan få hver tredje dag, når senderne kommunikerer med satellitterne kan vi dog se at begge fugle har overstået svingfjersfældningen. Fridtjof var den 1. august stadig på fældepladsen på vestkysten af Austfjorden, men den 4. august bevægede han sig gradvist nordover til Wijdefjorden og den 7. august var han på østenden af Reinsdyrflya i den nordlige del af Spitsbergen (øverste kort). Den 7. august var Loff stadig i omegnen af fældepladsen ved Depotlaguna i Nordaustlandet, men den 10. august var han fløjet mod sydøst til Michajlovfjellet, der er en nunantak omgivet af de tre gletchere Hinlopenbreen, Veitebreen og Hønerbreen i Nordøstspitsbergen (nederste kort). Kortene er gengivet med tilladelse fra Norsk Polarinstitutt og fremstillet ved hjælp af TopoSvalbard